Jens Vejmand

Digtet Jens Vejmand er skrevet af Jeppe Aakjær i 1905. Han skrev digtet på opfordring af Ove Rode, som var redaktør på politikken. De havde været ude at gå en tur med vejmanden Thomas, som fortalte dem om hans forgænger Jens, der lå begravet på kirkegården under et trækors. Digtet om Jens kunne læses i Politikken den 22. juni 1905.

Jens Vejmand er et episk digt, da der sker en handling og vi kan genkende person og miljø.
Digtet består af seks strofer med hver 8 vers. Der opstår krydsrim, hvor vers 2 og 4 og igen vers 6 og 8 rimer. Sproget i digtet domineres klart af de mange substantiver, der fremgår, hvilket i dette tilfælde får det til at fremgå, hvor mange ting han har, som er i rigtig dårlig stand. Der gentages i øvrigt i hver strofe: ”Det er saamænd Jens Vejmand”, hvilket understreger, at det altså er Jens, det handler om, og det er ham der lider.

I digtet læser vi om Jens Vejmand og hans hårde liv. Vi hører om, hvordan han slider og slæber, og hvordan han arbejder helt uretfærdigt. Jens bliver tvunget til at arbejde, og har ingen anden mulighed. Han fremstår som virkelig fattig og gammel. Man skulle tro, han har arbejdet hele sit liv på denne vej, og det har simpelthen slidt ham op. Jens er dog også en trofast arbejder, for man kan altid regne med at finde ham arbejdende på vejen – tidlig morgen, sen aften, ja selv i kulde og frost. Men sådan var det selvfølgelig bare. Hvis ikke han arbejdede, ville han jo heller ikke få noget. 

Hele stemningen i digtet er meget trist, og man får megen medlidenhed med Jens. Det bringer næsten tårerne frem at læse om hans slid og slæb. Jeg vil ikke sige, at Jens er kold eller følelsesløs, men det er samfundet, der er råt og koldt. Det er ikke Jens Vejmands egen skyld, at han fremstår så trist, han kan jo ikke gøre for, at samfundet har påvirket ham så meget, og at han bare ikke har oplevet glæde.  Man bliver nærmest også helt sur over, at Jens Vejmand ikke får andet end et råddent, gammelt bræt ved sin grav, den dag han dør. Han har slidt med sten hele livet, og så mener man ikke engang, han skal have en sten ved graven – som der står i digtet, strofe 6: ” Hans liv var fuldt af Sten, men på hans Grav – i Døden, man gav ham aldrig én.”

Digtet lægger ikke skjul på noget – det er helt realistisk, hvilket jo kendetegner perioden Det Moderne Gennembrud. Det tematiserer bl.a. modsætningen mellem de laveste i samfundet og de rige. Jens Vejmand er en klar beskrivelse af en af samfundets allernederste mænd. Han har ingen andre muligheder end at slide sig selv til døden, og han får ingen opmærksomhed. Der er ingen, som lægger mærke til det store arbejde han laver – de højere stillede i samfundet er fuldstændigt ligeglade.

Digtet Jens Vejmand kan perspektiveres til billedet ’Udslidt’. Jeg mener, der optræder mange af de samme elementer. Det kunne lige så godt være Jens Vejmand, der ligger der på marken. Gammel, udslidt og død.
Jeg synes, digtet er godt, fordi der giver et realistisk billede på, hvordan samfundet var dengang. Det er meget sørgeligt, hvilket gør, at det virkelig er noget, som fanger ens opmærksomhed.

Agnes 

20 kommentarer:

  1. Hvor er digtet?

    SvarSlet
  2. Min pik er hoar!! Jeg er gal!

    SvarSlet
  3. Nogle der har et par gede nosser jeg kan låne?

    SvarSlet
  4. Nogen der kan hjælpe for 300 grøn???

    SvarSlet
  5. nogen som sælger hård narko ?

    SvarSlet
  6. narko? ffs hahahaha

    SvarSlet
    Svar
    1. LawLaw på dit fjæs Habebe NordVest 2400 Copenhagen.
      Pooop 24'NV

      Slet
  7. Indtast din kommentar...

    SvarSlet